Skip to main content

Følelse, fordybelse og uendelige landskaber af fantasi

Siden min barndom har jeg været fascineret af de dybere lag. Da jeg begyndte at male, var det som at tale et andet sprog; et jeg egentlig ikke havde lært, men hørte hjemme i med liv og sjæl.

Jeg har skrevet og illustreret fra en tidlig alder, og det er her, min rejse som billedkunstner har sit udspring.

Som autodidakt og opvokset i et hjem, hvor mine forældre beskæftigede sig med restaurering af antikviteter, har jeg været præget af de fascinerende nuancer af verdens kulturer.

Min fascination for intrikate mønstre og fortiden har haft frie tøjler her.

Desuden har jeg altid haft en stærk forbindelse til dyr, især heste, som har fulgt mig gennem hele mit liv udenfor lærredet.

“Jeg elsker at fordybe mig i fantasiens uendelige landskaber. At stirre liv og død i øjnene i et billede. At se farverne tage form på lærredet og vokse til detaljerige motiver.

For mig er dét magi.”

Malerier er som portaler til andre verdener.

Gennem kunsten kan vi rejse til enhver destination, og det er min fornøjelse at dele disse universer og stemninger med dig.

Jeg stræber efter at opnå en følelse af autenticitet i mine billeder ved at balancere fantasi og strejf af realisme. Mit mål er at skabe et rigt, farverigt univers, som du kan fordybe dig i, og hvor sindet kan gå på eventyr.